1 Apr 2015

TANKER OM PRAKTIK HOS ZUPA

zupa københavn

Mine forventninger til Zupa var høje og samtidig helt vildt udefinerbare. Jeg havde en klar idé om hvorfor jeg synes branchen var spændende. Men hvordan mekanikkerne helt praktisk foregik havde jeg ikke den fjerneste anelse om.

Jeg ankom til Zupa, og fik en varm velkomst og goddag-tur. Ja, jeg fik sågar også et kompliment for mit tøj af den kreative direktør. Bedre start kan man ikke bede om. Jaja, man er vel blogger.

Jeg blev placeret hos designerne, som er dem, der er eksperter i Photoshop, InDesign osv. De var søde og sjove ikke mindst. På førstedagen gik der under en halv time før min sidemakker rejste sig fra sin stol og med ambitiøse bevægelser gav den gas til den populære Frozen sang. I den anden ende af lokalet rejste der sig også en, som ligeledes udtrykkede sig noget så yndefuldt til linjerne "let it snow". Jeg blev senere flyttet over til kontaktsektionen. Men det føltes åbent og ikke så fast opdelt, som det lyder. Jeg arbejdede nemlig meget på kryds og tværs.

Til at starte med var jeg på en spændende case for en stor dansk virksomhed, der skulle holde et internationalt event. Jeg sad der sammen med fire ud af fem partnere. De var skarpe. Meget skarpe. Jeg var lidt intimideret. Jeg var usikker på, om jeg var skarp nok. Om jeg var kreativ nok. Men jeg glemmer sent, hvordan de helt fra start bød mig velkommen i samtalen og lod mig få ansvar. Den kreative konceptudvikling var spændende. Og det var netop sådan noget, jeg havde håbet på at blive en del af. Der hvor forretning og strategi møder kreativitet. Det synes jeg er for fedt.

I mellemtiden skulle det dog vise sig, at jeg ikke altid skulle være med i hele idé-genereringen. Jeg glemmer aldrig den første gang en projektleder sagde noget i retning af "ja, nu lader vi de kreative gå ind og finde på noget, og så giver vi slip". Mit kreative hjerte blødte lidt. Men det var vist også den virkelighedssans, jeg havde brug for.

Heldigvis er det sådan, at det strategiske, som jeg kan fra min uddannelse, hænger godt sammen med det kreative hos Zupa. Eller det er i hvert tilfælde det indtryk jeg har. Og hvad er federe, end at kunne arbejde med ens fag i en forholdsvis kreativ kontekst? Og samtidig nørde med det digitale, som jeg også har en svaghed for.

Jeg har generelt lavet forskelligartede ting, og her kommer lige et indblik i nogle af dem. Jeg har lavet en ny intern side og haft optur over at lære Wordpress at kende (jeg har min blog hos Blogger). Jeg har stået ansvarlig for at sende cases ind til awardshows, hvilket inkluderer at skrive tekster til speak, lave oplæg til casevideoer m.m. Jeg har deltaget i kreative konceptudviklinger. Jeg har skrevet tekst til kundeoplæg oplæg, lavet facebook-opslag (Zupas egen og en kundes). Jeg har lavet kreative briefings. Jeg har siddet med til kundemøde. Planlagt tema-fredagsbar (vigtig at havde med). Jeg har været med på filmoptagelser og photoshoot. Jeg har skrevet en enkelt pressemeddelelse. Og så har jeg lavet nogle oplæg til emner til Dansk Kommunikationsforening.

Jeg er blevet advaret om at løbe fra reklamebranchen imens jeg stadig var et helt menneske (efter jeg indrømmede, at jeg havde taget to stykker kage..). Jeg har været så fuld til den første fredagsbar, at jeg stort set intet husker. Jeg har følt mig som teen med alle de kommentarer om hvor ung jeg er. Et eksempel er, da der var "solformørkelse" og jeg ikke helt forstod hypen - ja, så fik jeg kommentaren om, at jeg var den eneste der kunne vide sig sikker på nogensinde at se en igen. Jeg har drukket kaffe, så jeg var nær koffeinchok - særligt i starten. Jeg har også forsøgt mig med at lære at lave et hjerte i kaffen. Det gik ikke godt. Som jeg fik at vide af en kollega, så lignede det mere en mislykket kønsskifteoperation. Her må I så selv forestille jer hvordan det mon ser ud. Jeg har vænnet mig til at leve af det der svarer til en all-inclusive ferie (som jeg dog aldrig har prøvet). Jeg fik nemlig forplejning morgen, middag og aften. Det har været ren luksus, og jeg skal lige finde virkelighedssynet frem igen. Sammen med havregrynene.

For mig har det alt i alt været fantastisk. Zupa er på mange måder blevet mit nye forbillede på hvordan en god arbejdsplads er. Og så er jeg også gået hen og blevet glad for de mange personligheder, som bidrog til at jeg nu sidder med en tom følelse af at mangle noget.

0 kommentarer:

Post a Comment

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
© Mie Dina 2012 | Blogger Template by Sherica Ocbania -