14 Jun 2015

SÅ BLEV JEG BACHELOR

Jeg er glad, og jeg er pisse stolt, for jeg kan nu kalde mig uddannet bachelor i erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation. Jeg fristes til at sige, at det har været en lang og sej kamp, for jeg har lagt meget arbejde i studiet. Men det er ikke sådan, jeg har følt. Jeg har været så heldig, at mit uddannelsesvalg har interesseret mig som bare pokker. Det jeg er mest stolt af, er nok min udvikling. Fagligt altså. Jeg har tidligere skrevet lidt om hvad jeg synes om HA(kom.) hvis det har interesse.

I fredags blev det afsluttet, da Lamia og jeg skulle forsvare vores bacheloropgave. Den handlede forresten om den strid der var mellem Jensen's Bøfhus og Jensens Fiskerestaurant tilbage i efteråret. Det er en spændende sag, men lad mig ikke gå i detaljen med det.

Op til eksamen havde jeg gået og forestillet mig hvordan det ville føles på den anden side af eksamen i det sekund, hvor vi gik ud af lokalet. Hvilken ro, der ville falde som en sten. Som en sten kom den ikke. Måske kom den faktisk ikke rigtigt, før jeg om aftenen sad i bussen på vejen imod Vejle. Men den er kommet, og jeg siger jer, at følelsen af at være færdig, at have udrettet noget godt. Den er det hele værd.

Jeg bruger friheden i Jylland denne weekend, hvor jeg var til show off på Den Skandinaviske Design Højskole for bl.a. at se min lillebrors møbel-designs. Og det kreative indspark stoppede ikke der. Jeg har nemlig lige været en tur på Koldinghus for bl.a. at se afgangselevernes fine projekter.



1 kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
© Mie Dina 2012 | Blogger Template by Sherica Ocbania -