14 Sep 2015

OM AT FØLE SIG SOM TEENAGER I 20'ERNE


Selvom jeg er 24 og for længst har forladt de spæde år som teenager, så føler jeg mig stadig fanget i en teenagers bekymringer. Og det skyldes ikke kun mine, for tiden, teenage-bytursvaner... Bekymringerne handler i langt højere grad om nogle mere grundlæggende ting om identitet og forventninger til mig selv. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? - og er jeg egentlig god nok?

Som "ung" bliver vi i dag stillet overfor et metertykt katalog af muligheder. Et privilege, som vores forældre ikke havde på samme måde. Men også en forbandet hård tilværelse, hvor beslutninger om til- og fravalg kommer i centrum. Hver gang jeg tager et tilvalg tager jeg også en række fravalg. Det sætter mig i det, der føles som en endeløs eksistentiel udfordring.

Gennem hele uddannelsesforløbet har de kære skoler prøvet at hjælpe mig til at blive et oplyst menneske, som kender mine muligheder. Gør det mig til utaknemmelig, når jeg tænker, at de mange muligheder giver mig en følelse af magtesløshed? Det er som at stå overfor en overdådig buffet, hvor man har lyst til at tage lidt af hver ret, og du så får at vide, at du altså kun må vælge én. Valgmulighederne virker som uendelige bud på det gode liv. Jeg er blevet stillet overfor forskellige uddannelser og karrieremuligheder, der strækker sig bredere end jeg nogensinde havde turde drømme om. Er det forkert at føle sig fanget i et spind? Er det et rent luksusproblem?

Jeg søger en samlet fortælling om hvem jeg er, men det kan virke nyttesløs at finde én sandhed, når man er en person med flere interesser. Skal jeg “brande” mig selv som en modepige, når jeg egentlig slet ikke kan lide ordet mode? eller skal jeg fortælle historien om webnørden fordi jeg som 12-årig opbyggede en heste-side i html og sidenhen arbejdede med viral markedsføring, lavede andre hjemmesider, blogs og communities, når jeg er så meget mere end det? Jeg er træt af, at skulle komprimere mig selv til jeg er det og jeg vil det. Lade som om, det er den eneste mulige sandhed om hvem jeg er. Lade som om, der er konsistens og ensretning på en tilværelse, der er så flersidig.

Men hvis skyld er det, at jeg føler sådan her? Jeg er jo opdraget til at være en anstændig samfundsborger, der tager ansvar for mine egne handlinger. Jeg er min egen lykkes smed og alt det der. Er det forkert at føle sig forvirret i et spind mellem forventninger, muligheder og føle sig forvirret over at skulle komprimere sig selv i en stereotyp forestilling?


Find flere hjerneblødninger her

0 kommentarer:

Post a Comment

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
© Mie Dina 2012 | Blogger Template by Sherica Ocbania -