Showing posts with label færøerne. Show all posts
Showing posts with label færøerne. Show all posts

19 Aug 2015

OM FÆRØSK ÅBENHED OG OUTFIT

WACKERHAUS bukser - ZARA jakke - VINTAGE bluse HVISK halskæder (her, her og her)

Her kommer et outfit, som næsten var røget i glemmebogen - det er nemlig fra ferien til Færøerne. Jeg var meget fascineret af det sted og det folk. Fællesskabet og åbenheden er nemlig ret fantastisk i det lille samfund. På Færøerne har de en politiker, som mener, at homoseksualitet er en sygdom, der kan kureres. Det er ret forfærdeligt, og derfor var det til gengæld fantastisk at opleve hvor stor en opbakning deres gay pride fik - i protest imod den knap så åbne holdning.

Til deres nationaldage var størstedelen af det færøske folk iklædt nationaldragter, og de er da pæne, men at så mange har givet et 6-cifret beløb for sådan en sag må da vidne om, at nationalfølelsen er i top. Det lille samfund er vild med fællesskabet. Hvilket deres fantastiske (enorme) kædedans og deres kærlighed til fællessange også vidner om. Der er utallige, som holder åbent hus, de åbner dørene for alle, der har lyst til at komme forbi.

Det er en åbenhed, som jeg synes vi kunne lære rigtig meget af. Jeg synes, at dansk kultur og danskere generelt er ret fantastiske, positive - men vores åbenhed er af og til begrænset. Vi søger aflåste fællesskaber, sætter os helst ikke ved siden af andre i bussen, ser reserverede ud med vores telefoner, når vi venter og afskærmer os på nogle måder lidt fra verden omkring os.

Det er noget jeg gerne vil tage afstand fra, og jeg synes faktisk også jeg gør det på mange måder. Jeg er ikke bange for at sige hej til en jeg ikke kender eller tage afsted til noget socialt uden at have en god veninde under armen. For jeg skal jo nok kunne hygge mig, hvis bare jeg er åben. Men jeg kunne aldrig finde på at sige hej til en på gaden, som jeg ikke kender. Jeg vil gerne have, at det kun er folk jeg har inviteret, som kommer til mit arrangement. Jeg gad godt sige hej til folk, hvis jeg synes de ser spændende ud, og jeg gad også godt at holde åben fest hvor alle var velkommene. - og det er her jeg mener, at vi kan lære af færingerne og deres nærmest ubegrænsede åbenhed.

27 Jul 2015

BRYLLUP PÅ FÆRØERNE // STINE GOYA KJOLEN




STINE GOYA kjole - BOOHOO stiletter

I lørdags stod den på bryllup hos Lis, som bor heroppe på Færøerne. I den forbindelse havde jeg anskaffet mig den smukkeste Stine Goya Kjole til formålet. Den er inspireret af afrikanske stammer, og jeg er helt tosset med farvekombinationen og de smukke guld-detaljer.

Min lille flok af danske veninder og jeg var noget spændt på hvordan det ville gå til med sådan et bryllup. Det var bestemt ikke et lille et af slagsen, da der kom 140 mennesker. På Færøerne holder de heller ikke reception efter kirken, men i stedet åbent hus dagen efter. Ja, det står faktisk i avisen. Så i princippet kan alle komme. Det er meget fint, men vist også kun noget man kan gøre heroppe. I hovedstaden Tórshavn, bor der nemlig kun 18.000 indbyggere. Jeg tænker scenariet i København ville være en magnet for hjemløse. Nå, men dem er der vist ikke mange af heroppe - hvis der overhovedet er nogle.

Nå men nu tilbage til bryllupsfesten, hvor programmet var tæt pakket. Der var et stort sanghæfte, og selvom alle færinge er flydende i dansk holder de meget fast i deres modersprog, færøsk. Derfor var alle sangene ikke rigtigt til at forstå for mig. Jeg prøvede dog mere eller mindre vellykket at give dem et skud. Vi gav også en skør tale, som heldigvis blev godt modtaget. Jeg må sige, at hun har en utrolig festlig familie. Hold op vi havde meget sjov med dem. Der blev nemlig ikke sparet på dansetrinnene til bandet, der spillede, ej heller til færøsk kædedans eller drinksne i baren for den sags skyld. Jeg havde en fest, og det er jo helst sådan det skal være, ikke?

At have veninder der begynder at gifte sig får mig til at tænke over hvor teenage-flyvsk jeg egentlig stadig er på nogle områder. Jeg lever i nuet, i impulsen af bylivet og har generelt et singleliv, hvor mine bekymringer allermest går på egne tilvalg, fravalg, karriere og veninderelationer. Jeg føler det meget fjernt at skulle ud og købe hus, have børn eller blive gift i nogen nær fremtid. Jeg skal nok nå dertil, og selvom jeg tænker over sådan noget i forbindelse med bryllupper, så er det egentlig som sådan ikke noget der stresser mig. Jeg skal nok blive steady på et tidspunkt.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
© Mie Dina 2012 | Blogger Template by Sherica Ocbania -