Her kommer et outfit, som næsten var røget i glemmebogen - det er nemlig fra ferien til Færøerne. Jeg var meget fascineret af det sted og det folk. Fællesskabet og åbenheden er nemlig ret fantastisk i det lille samfund. På Færøerne har de en politiker, som mener, at homoseksualitet er en sygdom, der kan kureres. Det er ret forfærdeligt, og derfor var det til gengæld fantastisk at opleve hvor stor en opbakning deres gay pride fik - i protest imod den knap så åbne holdning.
Til deres nationaldage var størstedelen af det færøske folk iklædt nationaldragter, og de er da pæne, men at så mange har givet et 6-cifret beløb for sådan en sag må da vidne om, at nationalfølelsen er i top. Det lille samfund er vild med fællesskabet. Hvilket deres fantastiske (enorme) kædedans og deres kærlighed til fællessange også vidner om. Der er utallige, som holder åbent hus, de åbner dørene for alle, der har lyst til at komme forbi.
Det er en åbenhed, som jeg synes vi kunne lære rigtig meget af. Jeg synes, at dansk kultur og danskere generelt er ret fantastiske, positive - men vores åbenhed er af og til begrænset. Vi søger aflåste fællesskaber, sætter os helst ikke ved siden af andre i bussen, ser reserverede ud med vores telefoner, når vi venter og afskærmer os på nogle måder lidt fra verden omkring os.
Det er noget jeg gerne vil tage afstand fra, og jeg synes faktisk også jeg gør det på mange måder. Jeg er ikke bange for at sige hej til en jeg ikke kender eller tage afsted til noget socialt uden at have en god veninde under armen. For jeg skal jo nok kunne hygge mig, hvis bare jeg er åben. Men jeg kunne aldrig finde på at sige hej til en på gaden, som jeg ikke kender. Jeg vil gerne have, at det kun er folk jeg har inviteret, som kommer til mit arrangement. Jeg gad godt sige hej til folk, hvis jeg synes de ser spændende ud, og jeg gad også godt at holde åben fest hvor alle var velkommene. - og det er her jeg mener, at vi kan lære af færingerne og deres nærmest ubegrænsede åbenhed.
