6 Dec 2015

THE END




^2011 - tjek lige mine fede effekter på billedet i midten.
^2012


^2013

^2014


2015 ^

Det vil måske komme som en overraskelse for nogle, imens andre så det komme. Selv har jeg vidst det i nogle måneder nu.. Sagen er den, at jeg stopper med at blogge. Jeg vil bruge dette indlæg som mit farvel, mit tilbageblik - og så vil jeg også forsøge, at forklare hvorfor jeg har taget beslutningen. Ikke i rækkefølge, for jeg vil nyde mit frie format, nu hvor jeg bruger det for sidste gang.


Lad os starte med et tilbageblik. Jeg startede bloggen, da jeg var 19 og boede sammen med min gode veninde og kollega. Det var en meget impulsiv beslutning. Tiden var fantastisk, og entusiasmen var i top hver gang, der skete det mindste. Hvis Costume for eksempel udvalgte et af vores outfits som "udvalgt", var vi ustoppelige. Vores underbo var garanteret træt af os for vores glædeshoppen i gulvet. Men det skulle vise sig, at bloggen ikke kun skulle blive min lille hemmelighed for evigt (selvom jeg faktisk holdt den hemmelig i 1,5 år. Det var fjollet..). Jeg anskaffede mig et bedre kamera, et lækkert objektiv og tog bloggen til et lidt bedre niveau.


Efter to uger med det nye kamera blev jeg ansat som streetstyle-fotograf hos Benjamin Media. Det hed først Stylegallery, men flyttede lidt efter og skiftede navn til Costume Streetstyle. Jeg lagde hårdt ud med at rejse mutters alene til modeugen i København og tage billeder af modens elite. Det kan godt være, at jeg var en anelse akavet og jyde-kikset og fik himmelvendte øjne, da jeg bad om stavning af Givenchy, men jobbet gav mig helt enormt meget personlig udvikling. Jeg blev mere modig og lærte i høj grad at tage initiativ. Streetstylejobbet har givet mig mulighed for at rejse til London, Milano, Paris, Rom, Barcelona m.m. Jeg blev sendt til Roskilde Festival og Northside, og fik fantastiske oplevelser i bagagen med baggrund i, at jeg kunne lidt med et kamera og havde et øje for gademode.


Bloggen var aldrig skabt med henblik på at give mig en karriere, men da jeg flyttede til København, gjorde den det alligevel igen. Jeg fik et relevant studiejob allerede 1. semester af mit studie. Det var vildt. Jeg var ansat som blog community manager og projektleder på blogkampagner. Det med hurtigt ansvar hang måske sammen med at arbejde på et lille bureau. Det gav mig enormt meget erfaring i de år jeg arbejdede der - og et solidt fundament for en spark-røv-karriere.


Jeg havde aldrig troet, at en "useriøs" blog kunne lede til så seriøse ting. Men jeg har blogget i en tid, hvor det virkelig har flyttet sig. Det har været så spændende, og jeg har knebet mig meget i armen over hvilke ting, dette format har båret med sig. Nå ja, jeg var jo også nomineret til "årets personlige blog" til Modeblogprisen 2015. Det var jeg tæskestolt af. Også selvom fru Lange løb med titlen - men det havde hun jo fortjent!


For 1,5 år siden startede jeg også mit eget community med nogle af Danmarks allerbedste og allerstørste bloggerdamer. Det var sgu da meget sejt. Iværksætter sgu. At det har været helt uden kommercielt formål, er en anden snak. Jeg ærger mig faktisk meget over, at kommerciel blogging får så meget opmærksomhed. Jeg håber folk en dag vil fokusere mere på den passion, bloggere lægger i deres værk - og i mindre grad gå op i månedslønninger.


Alle oplevelserne og de karriere-relaterede ting bloggen har ført med sig, er dog ikke det, jeg er mest stolt over, når alt kommer til alt. Det jeg er allermest stolt af er, at jeg har haft en stemme, som så mange mennesker har været interesseret i at høre. I har vist en interesse, som har overvældet mig på alle måder. Uden dig, som læser med herinde, havde det jo aldrig givet mening for mig at lave en blog. Så kunne jeg lige så godt lave mig en scrapbook! I har været med på min rejse, I har set bloggen udvikle sig med årene. I har set mig forbedre mig og måske lagt mærke til, at jeg mistede motivationen her de seneste måneder? I har gidet at læse om hvorfor jeg føler mig som en teenager i 20'erne, hvorfor jeg frygter at være intetsigende og gået helt amok (trafikmæssigt) da jeg annoncerede, at jeg strippede og endnu mere da jeg delte et letpåklædt indlæg... Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke om jer mht. sidstnævnte ;) Men I er gode, og selvom jeg ikke har så mange aktive kommentarskrivere, kan jeg se, at I er her, og det er jeg uendeligt taknemmelig for. Uden jer, havde jeg ikke stået her, hvor jeg gør i dag.


Apropos månedslønninger. Jeg har fået et nyt job, som jeg er ret excited over. Jeg starter hos et bureau ved navn Wunderman, hvor jeg skal sidde med Club Matas. Jeg starter i næste uge, og jeg må da indrømme, at timingen af bloglukningen hænger lidt sammen med det. Jeg er nemlig ret ambitiøs når det kommer til min karriere, og jeg har brug for at lægge mit fulde fokus på mit nye job. For det bliver ret fantastisk, udfordrende og noget der kræver hele min opmærksomhed. Så jeg vil nyde, at jeg kan give mig fuldt ud i det.


Det har ikke været let at tage beslutningen, og jeg ved, at det også bliver skide hårdt for mig at give helt slip efter 4,5 år. Det er faktisk lidt som om, at jeg giver slip på en lille del af min personlighed.. Jeg ved, at jeg kommer til at savne at dele mine hjerneblødninger, når jeg har noget på hjertet. Fordi det giver mig aflad og træner mine skrivefærdigheder. Og mest af alt vil jeg savne at dele min kreative side. Den må jeg forsøge at stimulere på anden vis. For jeg tror på, at det er ens eget ansvar at holde liv i sin kreativitet.

Det er vigtigt for mig at gøre ting, som jeg føler stor passion for. Netop passionen for blogging har jeg mistet. Jeg føler mig ikke tilstedeværende i det, og så er der ikke grund til at holde kunstigt liv i det.

Men hey, lad det ikke blive et alt for bradt farvel. Jeg er i hvert tilfælde stadig inde på instagram og snapchat under navnet "miedina" begge steder.


Jeg har aldrig været god til at lægge på, når jeg snakker i telefon eller afslutte samtaler. Men nu må jeg vist runde denne omgang af, og det vil jeg gøre med et kæmpe tak til jer. TAK!

17 Nov 2015

FOKUS PÅ EN FOTOGRAF // SIMON BUTTERWORTH


Jeg får en del nyhedsbreve, men et af dem jeg nyder er plakatshoppen Juniqe, fordi de giver mig mit lille kunstfix i hverdagen. Derfor ville jeg lige dele to af Simon Butterworths billedserier, som jeg fik øjnene op for i dag. Det er begge serier, som er meget minimalistiske med blå/aqua-farver. Der er noget ekstremt beroligende over dem, som jeg tiltales enormt af. Det er dog ikke temaet for alle hans fotografier. Jeg synes bestemt også, at serien af Hong Kongs højhuse, Empire of the Third Dimension, og den med de komplekse rør-sammensætninger, Pipe Dreams, er værd at tage et kig forbi.

Begge serier er skudt fra Australiens vestligste punkt, Shark Bay. Tanken bag serien Blue Fields er at finde æstetik i det uventede. Formålet med saltproduktionen har ikke været med tanke på det smukke, men en effektiv produktion. Uventet har produktionen skabt et virkelig smukt æstetisk udtryk, som var så pænt, at det blev shortlistet i Sonys awarduddeling af landskabsfotografering. Simon Butterworth udforsker forholdet mellem det man ser, det man forventer og hvad virkeligheden er. Lad os få billederne på banen, de taler jo i virkeligheden meget godt for sig selv:


1. Blue Fields








2. Shark Bay








Shark bay, Pipe Dremas og Propinquity Hong Kong kan findes på print her.

8 Nov 2015

SHOPPING // JULEFROKOSTEN + FÅ 20% PÅ ASOS!



#1 - #2 - #3 - #4 - #5 - #6 - #7 - #8 - #9

Julefrokost-sæsonen er over os! Ud over at de frister til at drikke snaps, så frister den mig også til at udvide min fest-garderobe. Dette år har jeg tanker om at være vild indføre en rød kjole til garderoben, for det indeholder den faktisk slet ikke på nuværende tidspunkt... såå.. Haps, haps, haps, ASOS har bedre smag end snaps!

Spøg til side. Jeg har derfor fundet inspiration i rød og sort - fordi sort bare altid er et godt køb.

Har I fundet dette års julefrokost-look?

BONUS! BONUS! BONUS!: ASOS giver studerende 20% indtil på lørdag kl. 9. Rabatoden er: STUDENTYAY

1 Nov 2015

CLOSE UP & OUTFIT // OM VEJROPTIMISTISK FODTØJ




HVISK halskæde - H&M TREND rullekravebluse - WEEKDAY bukser - ALDO ballerinaer

Jaa, efterår, perfekt tid til at bruge cullottes + bare ankler-looket... troede jeg, indtil jeg måtte sande, at det allerede er blevet for koldt. Jeg lærte det på den hårde måde, da jeg er blevet ramt af forkølelse dagen efter. Åh du kære karma, du vil mig det ikke godt, vil du?

Men jeg og bilder mig selv ind, at anklerne var et par dages hosten, og hvad der ellers hører til, værd.

Trøjen er en ny klassiker til garderoben fra H&M's Trend-sektion. Den er lækker varm i en uldblanding, som ikke kradser, halleluja! En rigtig efterårs-hygge-sag, som bare føles som et stort varmt kram. Halskæden, jeg har på her, er en favorit fra Hvisk - og husk jeg også udlodder min absolutte favorithalskæde i denne konkurrence, som slutter i morgen.

31 Oct 2015

ELLOS HOME // NYT TIL BOLIGEN + ØNSKER DERTIL..


Projekt lækkert værelse har været på min to-do-liste alt for længe. Det skyldes nok, at det er en af de ting, jeg udskyder pga. min tidsprioritering - og ikke mindst fordi mange af de pæne bolig-ting jeg gerne vil have fingrene i, de er halvdyre.. Men nu er projektet altså i fuld gang! Og det skyldes at jeg lige nu har mere fritid end normalt, som bl.a. går på at få realiseret nogle af de ting, jeg har haft hængende lidt for længe - såsom bolig-planer.

Jeg har fokuseret på at købe nogle enkelte ting, som gør en stor forskel for mit rum, og seneste køb jeg har gjort mig er den smukke glaslampe fra Ellos. Jeg synes, den er edder spæk lækker med dens skandinaviske simpelhed men stadig unikke udtryk. Jeg vil skyde et par billeder af den in action, når jeg får den op og hænge.
Jeg fik automatisk 30% rabat på den ved check out da jeg bestilte den i fredags, fordi det var min dyreste vare. Jeg kunne dog ikke finde tilbuddet derinde, hvilket forvirrede mig lidt. Men hvis I er hurtige, får I måske også det tilbud med?

Jeg synes generelt, at Ellos er meget fremme i skoene, når det kommer til gode boligfund. Jeg har i kollagen nedenfor begrænset mig til seks ønsker i denne omgang. Hvis jeg havde haft nok penge på kontoen, havde tæppet helt sikkert røget med i min bestilling. Det må i stedet komme på min ønskeliste til jul... sammen med bakkebordet og de flotte hængende blomsterkrukker fra Bloomingville. Og jeg sagde, jeg begrænsede mig. Oh well... (se links til alle sagerne under kollagen)




21 Oct 2015

OOTD // OUTFIT PÅ CBS



 MONKI bluse - HVISK halskæde - VINTAGE bukser - MARC BY MARC JACOBS sko

Da jeg startede med at blogge var min fornemmeste opgave, at jeg kunne holde blogger-fotosessionerne hemmelige. Hvis jeg skulle ske at blive opdaget ville det betyde socialt selvmord og endeløs skam.

Som årene er gået er jeg blevet ret kølig mht. at tage billeder nærmest hvor som helst. Dog er jeg stadig ret bevidst om ikke at blive fanget af folk jeg kender. Derfor var det nu engang lidt grænseoverskridende at tage billeder ved CBS i går, hvor klassekammerater potentielt kunne have fanget mig i agten. For jeg føler mig nu engang stadig lidt narcissistisk, når jeg tager mine bloggershoots. Som jeg siger til mine nye fotografer: "Når du tror du har taget nok, så bliver du bare ved".

Real life blogging.

16 Oct 2015

VIND MIT SIGNATUR-SMYKKE: HVISK BLOSSOM HAZE






Jeg har fået lov, at udlodde den halskæde jeg selv går allermest i, nemlig min Hvisk Blossom Haze. Den er feminin, uden at være tøset. Den er alsidig, men unik. Og så minder den lidt om en mønt, fra en rejse, som havde en særlig betydning. Bare pænere. For mig er det mit signatur-smykke, og den har en helt særlig betydning for mig.


SÅDAN DELTAGER DU:
Hvis du også er vild med blossom-drengen, kan du få muligheden for at vinde den, hvis du skriver en kommentar med hvilken farve, du vil vinde den i. Valgmulighederne er guld eller rhodineret.
+ Din e-mail, så jeg kan kontakte dig.

..mine roomies hader banan-billedet, men jeg er vild med det. Vild med hvor random det er.
VINDEREN ER FUNDET, STORT TILLYKKE TIL STINE GRAVERSEN, SOM VANDT HALSKÆDEN I RHODINERET!


11 Oct 2015

VEJLE KAJAKKLUB // NÅR BLOGGEREN KOMMER TIL VEJLE

HVISK halskæder her og her - H&M strik - VINTAGE bukser lignende her - FRIIS 247365 sko her

Åh ve åh skræk, outfit-billeder taget med en iPhone! Det er da egentlig ikke så forfærdeligt, er det? Sagen er den, at jeg er hjemme i Vejle over weekenden uden mit kamera under armen. Jeg satte, på trods af det, min mor på "outfit-dokumentations-opgaven", da vi var ude og gå en tur. - Og den kajakklub vil jeg mene er ganske fotogen. Spejlreflekskamera eller ej!

Min bror og jeg har altid haft for vane at få skøre idéer, når vi er sammen. Og da vi begge var blevet limbo-mestre på vores studier fik vi sat en nervepirrende kamp i gang i fredags. Jeg siger jer, at der var kamp til stregen, sved på panden og høje odds! Det gik så vildt for sig, at jeg i dag, to dage efter, stadig er øm i lænden og halsen efter jeg fik svinget limbomusklerne godt og grundigt.

9 Oct 2015

BLOGGING // SÅDAN SKRIVER DU BEDRE BLOGINDLÆG


Hvordan skriver man gode blogindlæg? Hvor kommer inspirationen fra? - og skrivestilen, hvordan skal den lige være? Det er alle spørgsmål, jeg har en mening om, men også noget der findes utallige andre meninger om. Jeg vil på trods af det melde mig på banen og komme med mine bud på do’s and don’ts når det kommer til at skrive blogindlæg (og personlige tekster generelt).

#1
Don’t
Jeg bryder mig ikke om et oprids af alt, en blogger har lavet i løbet af en dag. Ikke fordi de ikke laver fede ting, men som punktform distancerer jeg mig fra det de skriver.. Jeg synes det er nok at holde styr på min egen personlige kalender, andres er for mig lidt ligegyldig. Uanset hvor spændende begivenheder der nu måtte stå i den. Det er i mine øjne upersonligt og et råb om “hallo, jeg har et fedt og travlt liv”.

Do:
Tag fat i det i din dagligdag, som du fortæller det videre til gode venner, og skriv det på den måde. Fortæl hvad du tænkte, hvorfor det var så sjovt, forklar det ansigtsudtryk som gav dig grineflip og giv det du laver lidt sjæl. Dermed ikke sagt, at du skal græde dine dybeste hemmeligheder ud. Accepter, at du ikke kan skrive om alle anekdoter om alt om din hverdag men se på dig selv som en historiefortæller. De bedste kommer tit af små ting eller personlige tanker.


#2
Don’t
Jeg synes der kan være en tendens til at personlige tekster på blogs bærer præg af en generel tone, hvor bloggeren distancerer sig ved primært at bruge “man” eller “alle” i stedet for “jeg”. Som bloggere har vi sjældent meget belæg for at kunne komme med generelle udtalelser om hvad alle eller ingen mener/synes/bør gøre.


Do
Stå ved din mening og tag dine ståsteder. Det er okay at sige “jeg synes, jeg tænker, osv”. Forklar hvorfor din personlige mening er som den er, og hav en personlig stemme og holdning. Det er okay, at dine personlige meninger ikke kan løftes op til noget generelt sigende for alle.


#3
Don’t
Skriv for at skrive noget. Det er en fælde, som jeg har fundet mig selv i mange gange. Man har lige brugt tid på at tage billeder, gå igennem en usmagelig selvkritisk udvælgelsesproces, redigeret og udvalgt igen. Nå ja, jeg skal da også lige skrive noget til de pæne billeder. Og så kradser jeg noget ligegyldigt ned ala #1. Det får mig til at føle mig intetsigende og giver mig bestemt ikke en stolthedsfølelse over mit lille blogværk.

Do
Tag din blogging i flere steps. Hvis jeg er umotiveret til at skrive noget anstændigt har jeg på det seneste bare ventet med at udgive. Så kan jeg gå fra indlægget og komme tilbage med (forhåbentlig) mere inspiration. Hvis ikke, så skriver jeg bare ikke noget, eller i hvert tilfælde ikke særlig meget. Nogle gange er det også okay at lade billeder tale for sig selv. Jeg tror i høj grad det handler om at være tro overfor sig selv.

Do
Find inspiration i de små ting. Har du intet at skrive fordi du ikke lige har været på en eksotisk ferie, men ligget syg med Netflix ved din side. Og du synes måske ikke lige Dexter hører til på bloggen. Så tving dig selv til at tænke og føle noget. Du kunne skrive om hvordan man overlever sygdomsdage, hvordan du laver ingefærshots, hvordan du føler du har begået socialt selvmord eller lave en “links I like”-liste med god sengelæsning. Og hold dig generelt i gang med ting der gør dig glad og inspireret. Så går det lettere.



Det med at skrive personligt vil altid være smag og behag. Mange kommer også langt med gode billeder, men for mig er det vigtigt at kunne mærke lidt liv i bloggeren. På mange måder synes jeg det er den personlige stemme der gør, at vi som bloggere kan noget ret unikt. Vi har lov til at åbne op for vores meninger og personlige holdninger. Bidrage med personlighed, selvironi og viden om, at vi ikke altid er eksperter, men bare synes noget er fedt eller ufedt, og det er altså en dejlig uhøjtidelig tilgang til emner, der i magasiner kan blive “dette efterår skal du eje whatever” eller “vi guider til den perfekte whatever”. Vi kan tale om personlig erfaring og dele ud af den, til dem det vedkommer. Jeg følger de bloggere, der taler til mig på den ene eller anden måde. Sammensætter selv en god blanding af nogle bloggere jeg kan identificere mig med, som giver mig tænkestof, får mig til at grine, fascinerer mig eller i nogle tilfælde ser op til.

6 Oct 2015

MUSIK // MIN GO-TO PLAYLISTE


I dag skal det handle om musik. Et emne bloggen ikke for alvor har handlet om før.. Med undtagelse af mine årlige Roskilde-besøg. Og okay, måske lidt Riri-fangirling engang for år tilbage (som dog stadig lever i bedste velgående. Sorry not sorry).

Faktum er, at jeg elsker at bygge nyt på mine playlister. Derfor synes jeg, det gav god mening at dele min go-to playliste, som bærer meget præg af elektroniske toner. Love it. Jeg har tendens til at lave meterlange playlister, og så ender det alligevel op med, at jeg sætter mine seneste tilføjelser på repeat.. Disse dage er det remixet af "Crush", der har får genhør igen og igen, og inden da var det "Feed Me Diamonds" og "How Will I Know"-remixet..


Jeg har egentlig en bred musiksmag, hvilket måske kommer mere til udtryk på mine andre playlister på Spotify. Jeg synes, det kunne være fedt, hvis vi kunne inspirere hinanden med vores playlister eller yndlings-repeat-sange atm.

Så hvis du har lækre inputs, så smid dem gerne i kommentarsporet, så vi kan give hinanden lidt musikalske indspark.

2 Oct 2015

SNEAKER GAME: ON!




Sneakers har overtaget vores lille land. Hvis jeg skulle forklare udenlandske venner om hvordan vi klæder os i Danmark kan jeg ikke komme udenom sneakers-trenden. Særligt her i København er folket gået helt bananas over nye special editions. Selv har jeg også fået opgraderet mit sneaker game de seneste år. Faktisk blamer jeg København, for det er som om det der "Copenhagen cool" bare kommer til mig, når jeg har sneakers på. Det er en stil, en attitude og den er f**king sej! Derfor er jeg lige nu på udkig efter flere cool sneakers til samlingen. Jeg har samlet lidt inspiration i kollagen herover.

Hvis I også er vilde med New Balance synes jeg i skal tage et kig på Designers & Friends, som lige nu har en kampagne med deres sneakers til billige penge. Faktisk også deres sportstøj her. Jeg har klikket disse sneakers hjem, som jeg glæder mig sådan til at modtage! Jeg vil bruge dem med hvide sokker og habit-bukser til efteråret og vinteren. Så mangler jeg kun et par dope sølvsneakers til at fulende min skorække af sneaks.

Hvilke sneakers drømmer i om lige nu?

Sneakers er modtaget som gave

29 Sept 2015

LONG BOB // NU MED NY FRISURE: LANG PAGE

COS bluse - HVISK halskæde (her)

Som lovet kommer der her en række billeder af min nye frisure med lang page - eller i fashion-sprog "long bob".

Længden giver mig mulighed for at lege lidt mere med mit look. Nye morgenrutiner har fulgt med det nye hår, da jeg disse dage eksperimenterer lidt med at få det til at "bobbe" på en god måde. Jeg bruger ikke længere balsam og hårolie men i stedet styling-produkter, som jeg ikke har brugt før på daglig basis.

En ulempe ved min nye hårlængde er dog, at det ser skrækkeligt ud i en hestehale... Men jeg går alligevel kun med hestehale til yoga, så det går lige.

Hvad synes I om det?

24 Sept 2015

ALLERSIDSTE BILLEDER AF MIG MED LANGT HÅR // SAY WHAT?!


MUNTHE jakke og T-shirt H&M nederdel og sko - ZARA taske

Jeg har gjort noget vildt. Jeg har for første gang i mit liv foretaget en radikal ændring med mit hår. Ja, jeg er lidt en bangebuks på det punkt - det tager trods alt lang tid at gro håret ud igen. Lokkerne er blevet et godt stykke kortere, kan jeg afsløre. For de hurtige er der et sneak peek på snapchat (miedina). Jeg glæder mig til at løfte sløret for det herinde. Nu vil jeg afsted til torsdagsbar med Eurowoman.

14 Sept 2015

OM AT FØLE SIG SOM TEENAGER I 20'ERNE


Selvom jeg er 24 og for længst har forladt de spæde år som teenager, så føler jeg mig stadig fanget i en teenagers bekymringer. Og det skyldes ikke kun mine, for tiden, teenage-bytursvaner... Bekymringerne handler i langt højere grad om nogle mere grundlæggende ting om identitet og forventninger til mig selv. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? - og er jeg egentlig god nok?

Som "ung" bliver vi i dag stillet overfor et metertykt katalog af muligheder. Et privilege, som vores forældre ikke havde på samme måde. Men også en forbandet hård tilværelse, hvor beslutninger om til- og fravalg kommer i centrum. Hver gang jeg tager et tilvalg tager jeg også en række fravalg. Det sætter mig i det, der føles som en endeløs eksistentiel udfordring.

Gennem hele uddannelsesforløbet har de kære skoler prøvet at hjælpe mig til at blive et oplyst menneske, som kender mine muligheder. Gør det mig til utaknemmelig, når jeg tænker, at de mange muligheder giver mig en følelse af magtesløshed? Det er som at stå overfor en overdådig buffet, hvor man har lyst til at tage lidt af hver ret, og du så får at vide, at du altså kun må vælge én. Valgmulighederne virker som uendelige bud på det gode liv. Jeg er blevet stillet overfor forskellige uddannelser og karrieremuligheder, der strækker sig bredere end jeg nogensinde havde turde drømme om. Er det forkert at føle sig fanget i et spind? Er det et rent luksusproblem?

Jeg søger en samlet fortælling om hvem jeg er, men det kan virke nyttesløs at finde én sandhed, når man er en person med flere interesser. Skal jeg “brande” mig selv som en modepige, når jeg egentlig slet ikke kan lide ordet mode? eller skal jeg fortælle historien om webnørden fordi jeg som 12-årig opbyggede en heste-side i html og sidenhen arbejdede med viral markedsføring, lavede andre hjemmesider, blogs og communities, når jeg er så meget mere end det? Jeg er træt af, at skulle komprimere mig selv til jeg er det og jeg vil det. Lade som om, det er den eneste mulige sandhed om hvem jeg er. Lade som om, der er konsistens og ensretning på en tilværelse, der er så flersidig.

Men hvis skyld er det, at jeg føler sådan her? Jeg er jo opdraget til at være en anstændig samfundsborger, der tager ansvar for mine egne handlinger. Jeg er min egen lykkes smed og alt det der. Er det forkert at føle sig forvirret i et spind mellem forventninger, muligheder og føle sig forvirret over at skulle komprimere sig selv i en stereotyp forestilling?


Find flere hjerneblødninger her

2 Sept 2015

OOTD ++ GUIDE TIL DOVEN HÅROPSÆTNING: 80'ER-KRØLLER


MUNTHE T-shirt - WOOD WOOD nederdel - ALDO sko - PERNILLE CORYDON ring - HVISK ring+øreringe

Jeg sætter nærmest aldrig mit hår. Det resulterer i, at mine veninder er oppe og køre, når jeg tager hestehale i... Så disse (dovne) krøller fik også sin portion opmærksomhed den dag. Og de er altså lige til at gå til - også for de dovne.

Jeg kan næsten ikke være bekendt at kalde det en guide, men her kommer der altså en alligevel:


  • Vask dit hår om aftenen
  • Sprøjt saltvandsspay i dit håndklædetørre hår
  • Red det ud, så saltvandet fordeler sig i hele håret
  • Lav to fletningen - en i hver side.
  • Sov (ja, det er naturligvis et vigtigt step!)
  • Føntør fletningerne
  • Tag dem ud
  • Red igennem med fingrene
  • Tadaaaa


..og sådan får du 9 step ud af den mest banale "håropsætning". Men den holder virkelig godt, selv i mit meget fine hår.

Min roomie kalder dem 80'er-krøller, så lad os kalde dem det!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
© Mie Dina 2012 | Blogger Template by Sherica Ocbania -