OM AT FØLE SIG SOM TEENAGER I 20'ERNE

Selvom jeg er 24 og for længst har forladt de spæde år som teenager, så føler jeg mig stadig fanget i en teenagers bekymringer. Og det skyldes ikke kun mine, for tiden, teenage-bytursvaner... Bekymringerne handler i langt højere grad om nogle mere grundlæggende ting om identitet og forventninger til mig selv. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? - og er jeg egentlig god nok?

Som "ung" bliver vi i dag stillet overfor et metertykt katalog af muligheder. Et privilege, som vores forældre ikke havde på samme måde. Men også en forbandet hård tilværelse, hvor beslutninger om til- og fravalg kommer i centrum. Hver gang jeg tager et tilvalg tager jeg også en række fravalg. Det sætter mig i det, der føles som en endeløs eksistentiel udfordring.

Gennem hele uddannelsesforløbet har de kære skoler prøvet at hjælpe mig til at blive et oplyst menneske, som kender mine muligheder. Gør det mig til utaknemmelig, når jeg tænker, at de mange muligheder giver mig en følelse af magtesløshed? Det er som at stå overfor en overdådig buffet, hvor man har lyst til at tage lidt af hver ret, og du så får at vide, at du altså kun må vælge én. Valgmulighederne virker som uendelige bud på det gode liv. Jeg er blevet stillet overfor forskellige uddannelser og karrieremuligheder, der strækker sig bredere end jeg nogensinde havde turde drømme om. Er det forkert at føle sig fanget i et spind? Er det et rent luksusproblem?

Jeg søger en samlet fortælling om hvem jeg er, men det kan virke nyttesløs at finde én sandhed, når man er en person med flere interesser. Skal jeg “brande” mig selv som en modepige, når jeg egentlig slet ikke kan lide ordet mode? eller skal jeg fortælle historien om webnørden fordi jeg som 12-årig opbyggede en heste-side i html og sidenhen arbejdede med viral markedsføring, lavede andre hjemmesider, blogs og communities, når jeg er så meget mere end det? Jeg er træt af, at skulle komprimere mig selv til jeg er det og jeg vil det. Lade som om, det er den eneste mulige sandhed om hvem jeg er. Lade som om, der er konsistens og ensretning på en tilværelse, der er så flersidig.

Men hvis skyld er det, at jeg føler sådan her? Jeg er jo opdraget til at være en anstændig samfundsborger, der tager ansvar for mine egne handlinger. Jeg er min egen lykkes smed og alt det der. Er det forkert at føle sig forvirret i et spind mellem forventninger, muligheder og føle sig forvirret over at skulle komprimere sig selv i en stereotyp forestilling?

Find flere hjerneblødninger her

MENING MED MENINGSLØSHEDEN

Den ene drink baner sig vej efter den anden. Jeg beslutter mig for, at i aften er aftenen. Som så mange aftener før det. I aften skal jeg søge meningsløsheden. I ruset af latteren fra gode venner. På dansegulvet, midt i et banalt dansetrin, finder jeg meningen med nuet. Blikket flakker lidt, og idéerne melder sig på banen. De er gode, indtil dagen efter. Hvad er meningen med det? Måske er den der ikke og måske er det okay. Okay at nyde nuet i alle dets facetter.

Introlivet er sjovt, og jeg tror, at der er mening med galskaben. God søndag - tømmermænd eller ej.

HJERNEBLØDNING // STUDIELIVET NÅR DET ER HÅRDEST

I dette indlæg skal det ikke handle om modeuge for en stund, men om mit studie. Ikke de mange fantastiske stunder og kvaliteter mit studie har medbragt. Det skal handle om at fejle... Jeg afsluttede mit bachelorprojekt i juni, men kan faktisk først kalde mig rigtig bachelor nu, da jeg valgte at udskyde en eksamen (læs: blankede den). Indlægget bliver derfor meget skole-skolet, så er i advaret.

Jeg ville skrive en eksamen om hvordan man bedst muligt proppede noget så flyvsk, som kreativitet er, ind i virksomheder, der er meget afhængige af at kunne beregne tid og økonomi ind i deres dagligdag. Jeg ville løse et problem, der aldrig kommer til at have en endegyldig løsning. Det var en stor mundfuld, og noget der krævede rigtig meget yderligere research ud over det vi lærte på studiet. Da jeg indså, at jeg ikke kunne løse det, fik jeg en følelse af modløshed. Jeg ved det lyder ekstremt, men jeg havde det som om, at alt var ligegyldig. Jeg græd ikke over det, jeg følte mig bare helt tom. Det var den opgave, der skulle være mit ultimative projekt, som skulle bane vej for at specialisere sig yderligere og lægge vejen for min fremtid. Hvis jeg ikke kunne løse det, hvad ville jeg så med mit liv? Var jeg overhovedet intelligent nok? Jeg vidste ikke, om jeg nogenside ville komme ud af den trance, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at komme ud af det. Det gjorde jeg. Faktisk allerede få dage efter jeg havde taget beslutningen om at blanke opgaven.

Nå men fordi jeg blankede, forsvandt den jo ikke, den blev udskudt. For nogle dage siden var min nye afleveringsdag nemlig. Jeg var pisse bange for, at jeg ville få samme trance-situation, men også fast besluttet på at jeg ikke skulle køre det op til at blive et revolutionerende forskningsprojekt i den kreative branche. Derfor lavede jeg det lidt lettere for mig selv ved at ændre min problemformulering, så problemet nu var hvordan man vinder credit for kreativt arbejde, som alle synes at have en mening om.

Jeg havde været tidsoptimistisk, og afsat tre dage til at skrive projektet (15 sider). Der skal ikke lægges skjul på at de 24 timer op til afleveringen var ret vilde. Jeg blev forkølet, sådan rigtig forkølet - og jeg er nærmest aldrig nogensinde syg. Jeg skrev 10 sider på en enkelt dag, tog en god dosis smertestillende sammen med koffeinpiller. Søvn endte med at blive en udfordring, da jeg med jævne mellemrum vågnede ved chok eller ved ikke at kunne trække vejret pga. forkølelsen.

Jeg endte således i en ny trance hvor jeg bare skrev og måtte få det bedste ud af den tid jeg nu engang havde. Men jeg finder nu engang en særlig tilfredsstillelse ved at arbejde hårdt op til en deadline, så trancen var bestemt bedre end den tomme følelse. Jeg knoklede i stedet for at bekymre mig om, at det ikke helt var det projekt jeg gerne ville, at jeg kunne skrive. Det blev printet og afleveret, og selvom jeg ikke var 100% i mål med hvor jeg ville hen, så klarede jeg det.

Jeg synes det er vigtigt at tage sådanne oplevelser til sig og lære af dem. Af denne episode har jeg lært hvor betydningsfuldt det er for mig at føle mig som en intelligent person. Det har overrasket mig, hvor personligt det blev og hvor (u)følsom jeg blev omkring det. Det er måske fordi hver gang jeg tager min hele person med i et arbejde jeg brænder for, så gør det ondt, når det ikke lykkes. Selvom jeg ikke fik løst det som jeg gerne ville, så har jeg lært utrolig meget om den kreative branche i processen, og det kan jeg tage med mig videre.

Nu fik jeg lige blødt ud og gjort plads til liv og glade dage, for nu er det modeuge og jeg har ret meget lækkert klar til jer!

AFHÆNGIG AF MODERNE TEKNOLOGI // MIT VÆRSTE MARERIDT

I går var jeg ude for noget, der er enhver teknologiafhængigs værste mareridt. Min telefon gik død midt på dagen.

Situationen var den, at jeg var på vej til Samsø, hvor jeg skulle have en hyggelig dag med mine gamle efterskoleveninder (jeg gik på Samsø Efterskole i sin tid). Jeg havde glemt at slå gps-signalet fra - og nå ja, min oplader. Derfor løb min telefon tør for strøm midt på dagen, og der var ingen muligheder for at vække den til live. En af mine sidste nødsråb inden jeg nåede de 0% var en facebookbesked med "jeg dør". Det var bestemt ikke rart, og selvom jeg måske vidste, at mine overlevelseschancer var ret gode, var det en forfærdelig oplevelse. Jeg var iblandt gode venner, og glemte hurtigt, at telefonen var død og var til stede i nuet.

Jeg har boet i København længe nok til at tage det som en selvfølge, at busser er nogle, der kommer forbi hele tiden. Det gør de ikke på Samsø. Selv ikke når der er festival. Derfor var jeg nødsaget til at få fat i en taxa. Jeg var på egne ben, da mine veninder var taget afsted før mig for at nå Jyllands-færgen, og jeg var derfor uden livsline til en vens telefon. Jeg spurgte en flok teenagepiger, der festede i en have, om jeg måtte låne deres telefon til at ringe fra. Det måtte jeg heldigvis gerne til trods for, at det afbrød lyden af "Twerk it like miley", der spillede fra Spotify. Det var stort af dem.

Men den største learning jeg tog med fra denne ellers grusomme oplevelse var ikke, at folk er hjælpsomme eller at være til stede i mine venners nærvær. For det er jeg nu for det meste (håber jeg). Det var ventetiden, der lærte mig, hvad mit storforbrug af teknologien har medbragt. Når jeg normalvist er alene går alt min tid foran computeren eller telefonen. Det er en vane for mig at være konstant på. At følge med i andres liv og nyheder online. Så hvad nu hvor jeg ikke kunne følge med i omverdenens bedrifter, hvad skulle jeg så lave?



Ventetiden foregik først på færgen. Jeg satte mig op på dækket, hvor jeg satte mig på en bænk og nød den lune aftensol. Jeg lukkede øjnene velvidende om, at folk der eventuelt kom forbi, ville undre sig over det. Jeg tillod mig selv at koble helt fra og være ligeglad med hvad omgivelserne måtte tænke. Jeg havde ikke så meget andet at lave alligevel. Jeg kedede mig dog hurtigt, og måtte finde på noget at lave. Jeg havde mit kamera med mig, og begyndte derfor at tage nogle billeder på færgen og ud over havet. Det er ikke meget jeg får fotograferet for tiden, selvom jeg er ret bevidst om, at det er virkelig godt for mig og min kreative sjæl. Jeg kigger i hverdagen meget ned (i min telefon) og ser ikke verden på samme måde, som jeg gør, når jeg kigger efter motiver til billeder. Når jeg er på jagt efter billeder, lægger jeg mærke til ting omkring mig. Jeg kigger op, bliver nysgerrig på ting og jagter det smukke, det interessante og somme tider bizarre. Jeg lægger mærke til det omkring mig på en måde, som jeg burde gøre det i hverdagens rutineprægede gang. I hverdagen hvor jeg fokuserer mere på formål, at nå aftaler og leve op til ting. Dette pusterum tvang mig til at se verden med de kreative briller. Uden et formål, som hed Instagram eller blog (men så alligevel blev sidstnævnte). På togturen hjem fandt jeg min notesbog frem og begyndte at skrive i den. Jeg fik generelt udrettet noget mere kreativt, da jeg var distanceret fra min elskede teknologi.

Det har fået mig til at tænke ekstra meget over, om jeg ind imellem burde lade min telefon brænde ud og nyde tilværelsen uden?

Men hvad nu hvis jeg får en vigtig mail? En vigtig besked?

TANKER OM AT BLIVE ET ÅR ÆLDRE

24 år og et år klogere og dummere. Mit år har budt på opture og nedture. Op- og nedture, som jeg har lært af. Lært om venskaber, grænser, kærlighed og karriere. Jeg er et sted i mit liv, hvor alt kan virke meget ubesluttet. Jeg ved dog samtidig mere end nogensinde hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil. Jeg vil have lov at bruge denne frihed jeg har på at være "ung" og dum, men samtidig søge det ægte. Søge de venskaber, som giver mig følelsen af dyb taknemmelighed. Søge de grænser, som jeg vil fortryde, hvis jeg ikke søger. Og nå ja, snart få startet det dokument, som kan blive starten på den karriere jeg gerne vil have. Jeg er meget optimistisk omkring tilværelsen lige nu. Jeg er lykkelig over at bo sammen med to livsglade piger, over at bo i summen af liv på Nørrebro, glad for mit studie og for den frihed jeg føler jeg har lige nu. Det nyder jeg, og så gør det ikke så meget at være blevet et år ældre.

TANKER OM PRAKTIK HOS ZUPA

Mine forventninger til Zupa var høje og samtidig helt vildt udefinerbare. Jeg havde en klar idé om hvorfor jeg synes branchen var spændende. Men hvordan mekanikkerne helt praktisk foregik havde jeg ikke den fjerneste anelse om.

Jeg ankom til Zupa, og fik en varm velkomst og goddag-tur. Ja, jeg fik sågar også et kompliment for mit tøj af den kreative direktør. Bedre start kan man ikke bede om. Jaja, man er vel blogger.

Jeg blev placeret hos designerne, som er dem, der er eksperter i Photoshop, InDesign osv. De var søde og sjove ikke mindst. På førstedagen gik der under en halv time før min sidemakker rejste sig fra sin stol og med ambitiøse bevægelser gav den gas til den populære Frozen sang. I den anden ende af lokalet rejste der sig også en, som ligeledes udtrykkede sig noget så yndefuldt til linjerne "let it snow". Jeg blev senere flyttet over til kontaktsektionen. Men det føltes åbent og ikke så fast opdelt, som det lyder. Jeg arbejdede nemlig meget på kryds og tværs.

Til at starte med var jeg på en spændende case for en stor dansk virksomhed, der skulle holde et internationalt event. Jeg sad der sammen med fire ud af fem partnere. De var skarpe. Meget skarpe. Jeg var lidt intimideret. Jeg var usikker på, om jeg var skarp nok. Om jeg var kreativ nok. Men jeg glemmer sent, hvordan de helt fra start bød mig velkommen i samtalen og lod mig få ansvar. Den kreative konceptudvikling var spændende. Og det var netop sådan noget, jeg havde håbet på at blive en del af. Der hvor forretning og strategi møder kreativitet. Det synes jeg er for fedt.

I mellemtiden skulle det dog vise sig, at jeg ikke altid skulle være med i hele idé-genereringen. Jeg glemmer aldrig den første gang en projektleder sagde noget i retning af "ja, nu lader vi de kreative gå ind og finde på noget, og så giver vi slip". Mit kreative hjerte blødte lidt. Men det var vist også den virkelighedssans, jeg havde brug for.

Heldigvis er det sådan, at det strategiske, som jeg kan fra min uddannelse, hænger godt sammen med det kreative hos Zupa. Eller det er i hvert tilfælde det indtryk jeg har. Og hvad er federe, end at kunne arbejde med ens fag i en forholdsvis kreativ kontekst? Og samtidig nørde med det digitale, som jeg også har en svaghed for.

Jeg har generelt lavet forskelligartede ting, og her kommer lige et indblik i nogle af dem. Jeg har lavet en ny intern side og haft optur over at lære Wordpress at kende (jeg har min blog hos Blogger). Jeg har stået ansvarlig for at sende cases ind til awardshows, hvilket inkluderer at skrive tekster til speak, lave oplæg til casevideoer m.m. Jeg har deltaget i kreative konceptudviklinger. Jeg har skrevet tekst til kundeoplæg oplæg, lavet facebook-opslag (Zupas egen og en kundes). Jeg har lavet kreative briefings. Jeg har siddet med til kundemøde. Planlagt tema-fredagsbar (vigtig at havde med). Jeg har været med på filmoptagelser og photoshoot. Jeg har skrevet en enkelt pressemeddelelse. Og så har jeg lavet nogle oplæg til emner til Dansk Kommunikationsforening.

Jeg er blevet advaret om at løbe fra reklamebranchen imens jeg stadig var et helt menneske (efter jeg indrømmede, at jeg havde taget to stykker kage..). Jeg har været så fuld til den første fredagsbar, at jeg stort set intet husker. Jeg har følt mig som teen med alle de kommentarer om hvor ung jeg er. Et eksempel er, da der var "solformørkelse" og jeg ikke helt forstod hypen - ja, så fik jeg kommentaren om, at jeg var den eneste der kunne vide sig sikker på nogensinde at se en igen. Jeg har drukket kaffe, så jeg var nær koffeinchok - særligt i starten. Jeg har også forsøgt mig med at lære at lave et hjerte i kaffen. Det gik ikke godt. Som jeg fik at vide af en kollega, så lignede det mere en mislykket kønsskifteoperation. Her må I så selv forestille jer hvordan det mon ser ud. Jeg har vænnet mig til at leve af det der svarer til en all-inclusive ferie (som jeg dog aldrig har prøvet). Jeg fik nemlig forplejning morgen, middag og aften. Det har været ren luksus, og jeg skal lige finde virkelighedssynet frem igen. Sammen med havregrynene.

For mig har det alt i alt været fantastisk. Zupa er på mange måder blevet mit nye forbillede på hvordan en god arbejdsplads er. Og så er jeg også gået hen og blevet glad for de mange personligheder, som bidrog til at jeg nu sidder med en tom følelse af at mangle noget.

TANKESTRØM OM AT FØLE SIG INTETSIGENDE

Jeg er frustreret over min egen blog for tiden. Jeg hader den faktisk. De seneste indlæg har i mine øjne været ret intetsigende. Okay, billederne er egentlig gode nok, hvis jeg lige må have lov til at rose mit blogværk lidt inden jeg skyder det ned igen. For indholdet er hult og tomt. Jeg vil så gerne spytte lidt givende indhold ud hver dag. Eller det er mit ideal at gøre. Med givende indhold tænker jeg på at gøre mine små observationer levende og sigende. Ikke på den der overambitiøse måde, men mere det at gøre hverdagssituationer til noget fint eller finurligt eller endnu bedre: lidt skægt. Det er mit ideal. Jeg vil slå fast, at jeg ikke går efter, at jeg altid skal skrive om højtflyvende emner. Så jeg prøver at sige, at de tanker jeg gør mig ikke er overambitiøse, som jeg ser det. Med det sagt finder jeg alligevel mig selv i dette ordstop. Det gør mig lidt frustreret, fordi det får mig til at tænke, at jeg måske bare er den der stereotyp af en modeblogger.. Hende der den overfladiske der ikke går op i andet end lækre billeder af sig selv - og har det for lækkert over det. Og her vil jeg lige hurtigt pointere, at det er et stereotyp-billede jeg har oplevet - ikke sådan jeg selv oplevet bloglandskabet. Der er så mange dygtige powertøser derude! Nå tilbage til emnet. Jeg tvivler på, om jeg er dygtig nok til det her. Eller endnu værre: uinteressant.

Jeg bruger meget energi i min hverdag på at være på - på at skrive nogle ambitiøse tekster, at tænke koncepter, at forberede oplæg, at læse og genlæse, at skabe noget og ikke mindst på at suge læring til mig. Og så kan tankevirksomheden bare være opbrugt når dagen er omme. Så har jeg mest lyst til at se en eller anden ligegyldig serie på netflix, snakke med mine roomies eller i telefon med en-eller-anden.. I ved, bare slappe af og sætte produktionen på pause. Men hvis jeg bare vil prise de små ting i bloggens “hygge-format”, hvorfor kan jeg så ikke tage mig den lille tænkepause det er til at få et indlæg formuleret? Ud over trætheden kan det måske være usikkerhed og tanken om, at mit indhold faktisk når ud til et publikum, som sidder klar til at dømme mig ud fra dette.

Det hele er bare lidt fjollet og “tag-dig-sammen-og-stop-med-at-brokke-dig-over-din-egen-selvmedlidenheds-agtigt”. Ja det er et ord nu. Jeg havde blot brug for at lukke en fuldstændig uredigeret version af mine tanker ud, og sige fuck det - sådan her tænker jeg altså. Usammenhængende og kaotisk. Jeg vil nok mest af alt have jer til at forstå, at jeg virkelig gerne vil forbedre det her rod, som bloggens indhold er lige nu. Og om det bliver i hjerneblødninger som denne eller mere gennemtænkt form, ja det må vi lige se på. :o)

SYNES I, AT MODEBLOGGERE ER SELVCENTREREDE?

Det skal handle om modeblogging og om at virke selvhøjtideligt. Og så skal det handle om, hvordan jeg ser min egen rolle i dette selvudstillende miljø, og hvordan jeg tror mange tænker om det.

Jeg selv tænker ofte over denne problematik. Når jeg får chancen, elsker jeg at snakke om det. Jeg hader det faktum, at jeg i nogles øjne fremstår selvhøjtidelig på min blog, hvor jeg poster mange billeder af mig selv. Jeg går op i at opretholde en pæn facade herinde og udvælger de billeder, hvor jeg lige tager mig bedst ud. Det kan hurtigt opfanges som en selvcentreret ting at gøre. Jeg kan sagtens forstå, at i kan få et indtryk af, at det er en lidt egoistisk, selvicsenesættende og narcissistisk ting af mig at drive denne modeblog, som jeg gør.

Med sociale medier fremstiller vi alle i højere eller lavere grad os selv, fra en side vi gerne vil ses fra - det er en udvikling, som vi ikke kan nægte. Men det skal ikke handle om, at vi alle gør det. Det skal handle om, at jeg vælger at gøre det på en modeblog - og at jeg vælger, at gøre det med en lidt højere frekvens end de fleste andre gør på eksempelvis facebook.

Jeg ser ikke mig selv som narcissistisk. Tværtimod ser jeg mig selv som en pige med en god portion selvironi, og jeg anerkender da også mit chokolademisbrug. Jeg synes ikke, at jeg er idealet. Jeg er ikke en supermodel, jeg er ikke rig og så har jeg ikke en uddannelse, der gør mig til ekspert i styling. Jeg er på mange tænkelige måder bare en helt almindelig studerende i København med lidt studiearbejde ved siden af.

Hele denne gennemsnitlighed mikset sammen med en fremstilling af gennemsnitligheden som værende noget særligt gennem bloggen, det bryder jo radikalt med vores kære jantelov. Og når man bryder med denne fasttømrede sag, så skal man stå klar med de gode grunde.. men det mener jeg faktisk, at der er.

Indtil nu har jeg ikke ligefrem fremstillet mig selv, min blog eller modebloggere generelt i et særligt positivt lys.. Men jeg synes helt reelt, at jeg har noget at byde på, hvilket også gælder for mange af de andre modebloggere, jeg delvist indblander i denne sag.

Jeg interesserer mig for mode og det stilunivers, der følger med, jeg drømmer mig væk i den luksus, jeg ser i kulørte blade og smukke modekampagner. Men det er ikke min realitet - det er jeg jo slet ikke rig nok til. Jeg interesserer mig mest af alt for personlig stil, for at udnytte min garderobe bedst muligt, at se forskellige stylingsmuligheder i mit tøj og klæde mig efter hvad jeg synes får det bedste frem i mig.

Jeg vil gerne tage mode og stil ned på et niveau, hvor i kan relatere til, at ASOS og H&M er det gode alternativ til Chanel og Stella McCartney sidst på måneden. Jeg har jo nok i bund og grund meldt mig ind i netop modeblog-fællesskabet, da jeg mener jeg har en personlig stil og gode (spare)tips, som nogle måske kan inspireres af. Det er i hvert tilfælde noget, som jeg går og håber på.

Dertil giver bloggen mig en unik mulighed for at dyrke min interesse for fotografering og udtrykke en mere kreativ side af mig selv, som jeg måske ikke har mulighed for i min hverdag. Og så kan jeg rigtigt godt lide, at det hele er så demokratisk - vi vælger at følge netop de bloggere, der kan imponere os individuelt. Vi giver hver især vores mening til kende med likes og kommentarer. Jeg stiller, med bloggen, mig selv til skue for ros men også overfor kritik. - Og jeg elsker når i involverer jer.

For mig bliver formen uhøjtidelig, når jeg står med min lidt chokofyldte ikke særlig model-agtige krop i en outfitpost og svinger rundt med en jakke fra Zara, som jeg kun har givet 400 for. Samtidigt forestiller jer måske, at jeg nok også sveder lidt, for puh hvor må det være varmt i den jakke i 18 grader.. ja så føler jeg, at vi er på bølgelængde. Men jeg ved i virkeligheden ikke, om det er det i tænker - og hvis i ikke tænker på det med sveden, er det da også kun godt ;)

Det jeg gerne vil høre er, om i synes min blog til tider kan virke selvoptaget. Og så vil jeg gerne vide, hvad der for jer, er vigtigt for, at en modeblog kan få jer til at føle jer på bølgelængde med bloggeren.

Følg mig på instagram: @miedina

Følg mig på facebook: /miedinablog

Følg mig på Bloglovin'