OM AT FØLE SIG SOM TEENAGER I 20'ERNE

Selvom jeg er 24 og for længst har forladt de spæde år som teenager, så føler jeg mig stadig fanget i en teenagers bekymringer. Og det skyldes ikke kun mine, for tiden, teenage-bytursvaner... Bekymringerne handler i langt højere grad om nogle mere grundlæggende ting om identitet og forventninger til mig selv. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? - og er jeg egentlig god nok?

Som "ung" bliver vi i dag stillet overfor et metertykt katalog af muligheder. Et privilege, som vores forældre ikke havde på samme måde. Men også en forbandet hård tilværelse, hvor beslutninger om til- og fravalg kommer i centrum. Hver gang jeg tager et tilvalg tager jeg også en række fravalg. Det sætter mig i det, der føles som en endeløs eksistentiel udfordring.

Gennem hele uddannelsesforløbet har de kære skoler prøvet at hjælpe mig til at blive et oplyst menneske, som kender mine muligheder. Gør det mig til utaknemmelig, når jeg tænker, at de mange muligheder giver mig en følelse af magtesløshed? Det er som at stå overfor en overdådig buffet, hvor man har lyst til at tage lidt af hver ret, og du så får at vide, at du altså kun må vælge én. Valgmulighederne virker som uendelige bud på det gode liv. Jeg er blevet stillet overfor forskellige uddannelser og karrieremuligheder, der strækker sig bredere end jeg nogensinde havde turde drømme om. Er det forkert at føle sig fanget i et spind? Er det et rent luksusproblem?

Jeg søger en samlet fortælling om hvem jeg er, men det kan virke nyttesløs at finde én sandhed, når man er en person med flere interesser. Skal jeg “brande” mig selv som en modepige, når jeg egentlig slet ikke kan lide ordet mode? eller skal jeg fortælle historien om webnørden fordi jeg som 12-årig opbyggede en heste-side i html og sidenhen arbejdede med viral markedsføring, lavede andre hjemmesider, blogs og communities, når jeg er så meget mere end det? Jeg er træt af, at skulle komprimere mig selv til jeg er det og jeg vil det. Lade som om, det er den eneste mulige sandhed om hvem jeg er. Lade som om, der er konsistens og ensretning på en tilværelse, der er så flersidig.

Men hvis skyld er det, at jeg føler sådan her? Jeg er jo opdraget til at være en anstændig samfundsborger, der tager ansvar for mine egne handlinger. Jeg er min egen lykkes smed og alt det der. Er det forkert at føle sig forvirret i et spind mellem forventninger, muligheder og føle sig forvirret over at skulle komprimere sig selv i en stereotyp forestilling?

Find flere hjerneblødninger her

MENING MED MENINGSLØSHEDEN

Den ene drink baner sig vej efter den anden. Jeg beslutter mig for, at i aften er aftenen. Som så mange aftener før det. I aften skal jeg søge meningsløsheden. I ruset af latteren fra gode venner. På dansegulvet, midt i et banalt dansetrin, finder jeg meningen med nuet. Blikket flakker lidt, og idéerne melder sig på banen. De er gode, indtil dagen efter. Hvad er meningen med det? Måske er den der ikke og måske er det okay. Okay at nyde nuet i alle dets facetter.

Introlivet er sjovt, og jeg tror, at der er mening med galskaben. God søndag - tømmermænd eller ej.

AFHÆNGIG AF MODERNE TEKNOLOGI // MIT VÆRSTE MARERIDT

I går var jeg ude for noget, der er enhver teknologiafhængigs værste mareridt. Min telefon gik død midt på dagen.

Situationen var den, at jeg var på vej til Samsø, hvor jeg skulle have en hyggelig dag med mine gamle efterskoleveninder (jeg gik på Samsø Efterskole i sin tid). Jeg havde glemt at slå gps-signalet fra - og nå ja, min oplader. Derfor løb min telefon tør for strøm midt på dagen, og der var ingen muligheder for at vække den til live. En af mine sidste nødsråb inden jeg nåede de 0% var en facebookbesked med "jeg dør". Det var bestemt ikke rart, og selvom jeg måske vidste, at mine overlevelseschancer var ret gode, var det en forfærdelig oplevelse. Jeg var iblandt gode venner, og glemte hurtigt, at telefonen var død og var til stede i nuet.

Jeg har boet i København længe nok til at tage det som en selvfølge, at busser er nogle, der kommer forbi hele tiden. Det gør de ikke på Samsø. Selv ikke når der er festival. Derfor var jeg nødsaget til at få fat i en taxa. Jeg var på egne ben, da mine veninder var taget afsted før mig for at nå Jyllands-færgen, og jeg var derfor uden livsline til en vens telefon. Jeg spurgte en flok teenagepiger, der festede i en have, om jeg måtte låne deres telefon til at ringe fra. Det måtte jeg heldigvis gerne til trods for, at det afbrød lyden af "Twerk it like miley", der spillede fra Spotify. Det var stort af dem.

Men den største learning jeg tog med fra denne ellers grusomme oplevelse var ikke, at folk er hjælpsomme eller at være til stede i mine venners nærvær. For det er jeg nu for det meste (håber jeg). Det var ventetiden, der lærte mig, hvad mit storforbrug af teknologien har medbragt. Når jeg normalvist er alene går alt min tid foran computeren eller telefonen. Det er en vane for mig at være konstant på. At følge med i andres liv og nyheder online. Så hvad nu hvor jeg ikke kunne følge med i omverdenens bedrifter, hvad skulle jeg så lave?



Ventetiden foregik først på færgen. Jeg satte mig op på dækket, hvor jeg satte mig på en bænk og nød den lune aftensol. Jeg lukkede øjnene velvidende om, at folk der eventuelt kom forbi, ville undre sig over det. Jeg tillod mig selv at koble helt fra og være ligeglad med hvad omgivelserne måtte tænke. Jeg havde ikke så meget andet at lave alligevel. Jeg kedede mig dog hurtigt, og måtte finde på noget at lave. Jeg havde mit kamera med mig, og begyndte derfor at tage nogle billeder på færgen og ud over havet. Det er ikke meget jeg får fotograferet for tiden, selvom jeg er ret bevidst om, at det er virkelig godt for mig og min kreative sjæl. Jeg kigger i hverdagen meget ned (i min telefon) og ser ikke verden på samme måde, som jeg gør, når jeg kigger efter motiver til billeder. Når jeg er på jagt efter billeder, lægger jeg mærke til ting omkring mig. Jeg kigger op, bliver nysgerrig på ting og jagter det smukke, det interessante og somme tider bizarre. Jeg lægger mærke til det omkring mig på en måde, som jeg burde gøre det i hverdagens rutineprægede gang. I hverdagen hvor jeg fokuserer mere på formål, at nå aftaler og leve op til ting. Dette pusterum tvang mig til at se verden med de kreative briller. Uden et formål, som hed Instagram eller blog (men så alligevel blev sidstnævnte). På togturen hjem fandt jeg min notesbog frem og begyndte at skrive i den. Jeg fik generelt udrettet noget mere kreativt, da jeg var distanceret fra min elskede teknologi.

Det har fået mig til at tænke ekstra meget over, om jeg ind imellem burde lade min telefon brænde ud og nyde tilværelsen uden?

Men hvad nu hvis jeg får en vigtig mail? En vigtig besked?

TANKER OM PRAKTIK HOS ZUPA

Mine forventninger til Zupa var høje og samtidig helt vildt udefinerbare. Jeg havde en klar idé om hvorfor jeg synes branchen var spændende. Men hvordan mekanikkerne helt praktisk foregik havde jeg ikke den fjerneste anelse om.

Jeg ankom til Zupa, og fik en varm velkomst og goddag-tur. Ja, jeg fik sågar også et kompliment for mit tøj af den kreative direktør. Bedre start kan man ikke bede om. Jaja, man er vel blogger.

Jeg blev placeret hos designerne, som er dem, der er eksperter i Photoshop, InDesign osv. De var søde og sjove ikke mindst. På førstedagen gik der under en halv time før min sidemakker rejste sig fra sin stol og med ambitiøse bevægelser gav den gas til den populære Frozen sang. I den anden ende af lokalet rejste der sig også en, som ligeledes udtrykkede sig noget så yndefuldt til linjerne "let it snow". Jeg blev senere flyttet over til kontaktsektionen. Men det føltes åbent og ikke så fast opdelt, som det lyder. Jeg arbejdede nemlig meget på kryds og tværs.

Til at starte med var jeg på en spændende case for en stor dansk virksomhed, der skulle holde et internationalt event. Jeg sad der sammen med fire ud af fem partnere. De var skarpe. Meget skarpe. Jeg var lidt intimideret. Jeg var usikker på, om jeg var skarp nok. Om jeg var kreativ nok. Men jeg glemmer sent, hvordan de helt fra start bød mig velkommen i samtalen og lod mig få ansvar. Den kreative konceptudvikling var spændende. Og det var netop sådan noget, jeg havde håbet på at blive en del af. Der hvor forretning og strategi møder kreativitet. Det synes jeg er for fedt.

I mellemtiden skulle det dog vise sig, at jeg ikke altid skulle være med i hele idé-genereringen. Jeg glemmer aldrig den første gang en projektleder sagde noget i retning af "ja, nu lader vi de kreative gå ind og finde på noget, og så giver vi slip". Mit kreative hjerte blødte lidt. Men det var vist også den virkelighedssans, jeg havde brug for.

Heldigvis er det sådan, at det strategiske, som jeg kan fra min uddannelse, hænger godt sammen med det kreative hos Zupa. Eller det er i hvert tilfælde det indtryk jeg har. Og hvad er federe, end at kunne arbejde med ens fag i en forholdsvis kreativ kontekst? Og samtidig nørde med det digitale, som jeg også har en svaghed for.

Jeg har generelt lavet forskelligartede ting, og her kommer lige et indblik i nogle af dem. Jeg har lavet en ny intern side og haft optur over at lære Wordpress at kende (jeg har min blog hos Blogger). Jeg har stået ansvarlig for at sende cases ind til awardshows, hvilket inkluderer at skrive tekster til speak, lave oplæg til casevideoer m.m. Jeg har deltaget i kreative konceptudviklinger. Jeg har skrevet tekst til kundeoplæg oplæg, lavet facebook-opslag (Zupas egen og en kundes). Jeg har lavet kreative briefings. Jeg har siddet med til kundemøde. Planlagt tema-fredagsbar (vigtig at havde med). Jeg har været med på filmoptagelser og photoshoot. Jeg har skrevet en enkelt pressemeddelelse. Og så har jeg lavet nogle oplæg til emner til Dansk Kommunikationsforening.

Jeg er blevet advaret om at løbe fra reklamebranchen imens jeg stadig var et helt menneske (efter jeg indrømmede, at jeg havde taget to stykker kage..). Jeg har været så fuld til den første fredagsbar, at jeg stort set intet husker. Jeg har følt mig som teen med alle de kommentarer om hvor ung jeg er. Et eksempel er, da der var "solformørkelse" og jeg ikke helt forstod hypen - ja, så fik jeg kommentaren om, at jeg var den eneste der kunne vide sig sikker på nogensinde at se en igen. Jeg har drukket kaffe, så jeg var nær koffeinchok - særligt i starten. Jeg har også forsøgt mig med at lære at lave et hjerte i kaffen. Det gik ikke godt. Som jeg fik at vide af en kollega, så lignede det mere en mislykket kønsskifteoperation. Her må I så selv forestille jer hvordan det mon ser ud. Jeg har vænnet mig til at leve af det der svarer til en all-inclusive ferie (som jeg dog aldrig har prøvet). Jeg fik nemlig forplejning morgen, middag og aften. Det har været ren luksus, og jeg skal lige finde virkelighedssynet frem igen. Sammen med havregrynene.

For mig har det alt i alt været fantastisk. Zupa er på mange måder blevet mit nye forbillede på hvordan en god arbejdsplads er. Og så er jeg også gået hen og blevet glad for de mange personligheder, som bidrog til at jeg nu sidder med en tom følelse af at mangle noget.

UNGDOMSBEKENDELSER - OM AT VÆRE EN NØRDET HESTEPIGE

Jeg har de seneste dage været tvunget ud i livet uden min computer. Og jeg skal hilse og sige, at det har været lidt af en prøvelse for en computerholic som mig. Det er utroligt, som jeg har udviklet et afhængighedsforhold til den tingest.

Min afhængighed går faktisk langt tilbage til dengang, en computer var noget ret nyt i min familie. Dengang nettet var noget man tilkoblede sig til via telefonstikket. Ja, så gammel er jeg. Nåmenaltså. Lad os få pinlighederne på bordet. Da jeg var ung, var jeg ret nørdet og så var jeg også ridepige. De to ting går fint i spænd, skal jeg love jer for. Jeg fik nemlig lavet mig min egen lille hesteside... Det var både nørdet og tøset på en og samme tid, så jeg holdt siden strengt hemmelig for mine venner. Den hed noget så forfærdeligt som Net-ponzer-her. Åh Gud. Jeg havde bygget den op af nogle iframes og lært at lege med mit daværende fotoprogram, så jeg kunne klippe heste sammen i bedste kollage-stil! Så værs'go, i har hermed evig mobbe-rettighed.

Jeg fik senere en anonym dagbog på nettet, hvor alle mine teenagetanker kunne komme ud og nu altså bloggen.

Det har altid fascineret mig at skabe noget online, at skabe mit eget lille rum på nettet. Jeg tror det har indgroet sig i mig og den skabertrang er en del af hvem jeg er - iblandt så mange andre ting. Og dette indlæg er for mig både en pinlig selverkendelse af min nørdede person og heste-tiden, og så er det også en påmindelse om, at stå ved hvem man er og hvad man gør. Stå ved hvordan de ting man foretager sig gennem hele livet former en person. Og de der pinligheder - ja - de kan faktisk også bære noget godt med sig.

OM AT DELE UD AF SIN PERSONLIGHED ONLINE

Ja, jeg står normalt midt i trafikken og snakker i telefon.... business as usual

Som blogger bruger jeg af og til tid på, at tænke over hvordan jeg fremstår herinde i mit lille cyberhjem. - Ja, det kan virke ret fjollet at gå og tænke over hvordan, jeg som "Mie Dina" skal fremtræde som en eller anden online personlighed. Skal jeg være ærlig, så må jeg også indrømme, at det er lidt af et "indre dilemma" af og til. For sagen er den, at jeg virkelig gerne vil dele ud af en masse personlighed (uden at skrive en hel dagbog) og samtidig gerne vil holde dele af mit privatliv privat. I mit forsøg på at ramme denne gylde middelvej opstår dilemmaet. Det er her, jeg ind imellem gerne vil under overfladen med oprigtige og ærlige indlæg. Samtidig vil jeg også gerne værge om nogle emner, der for mig bliver for personligt til at ligge offentligt tilgængeligt. Det er en balancegang, når jeg mest af alt gerne vil være tilstedeværende. Når jeg vel og mærket har noget på hjertet. I hører f.eks. nærmest aldrig om mine tanker om kærlighed, religiøse emner eller politiske holdninger... og på den anden side så kan mit kærlighedsliv komprimeres til den materialistiske af slagsen, som jeg føler for en Ganni-jakke... spøg til side.

Jeg er af den overbevisning, at mine indlæg bliver mest tilstedeværende, når jeg skriver om ting, jeg rent faktisk er tryg ved kommer ind i cyberspace - og på det seneste synes jeg også, at jeg har turdet lidt mere end normalt. Og så tror jeg egentlig heller ikke i decideret hungrer efter at vide ALT - det kan jo hurtig blive en lang og uinspirerende roman. I mange tilfælde nyder jeg jo også det, som er helt ukompliceret. Såsom nye sko, gode fund, pæne billeder eller hverdagsstil. Og de simple indlæg vil altid være en del af bloggen, det er jo også et lille (forhåbentligt) inspirationsforum. Men jeg vil gerne kombinere mine simple billedbårne indlæg med disse spøjse "jeg-taler-lige-løst-og-fast-med-mig-selv-indlæg". Og så må jeg se om i bliver hængende - jeg krydser fingre.

Forresten er det ikke helt uden grund, at jeg snakker personlighed i dag. Jeg løfter nemlig snart sløret for noget lidt vildt!

MINE TANKER OM STUDIET PÅ CBS. ERHVERVSØKONOMI - VIRKSOMHEDSKOMMUNIKATION, HA(KOM.)

Mit studie og mine karrieremæssige ambitioner har egentlig altid været en del af mig selv, som jeg på en eller anden måde har gemt lidt væk her på bloggen. Det er måske lidt ærgerligt, da det er en stor del af mit liv, og måske endda kan være spændende for nogle af jer at høre mere om.. Jeg ved det ikke, men i dag vil jeg i hvert tilfælde fortælle jer lidt nærmere om selve studiet.

HVORFOR HA(KOM.)?

Jeg skal være ærlig at indrømme, at valget var svært for mig. Jeg havde undersøgt forskellige uddannelser, der kredsede omkring kommunikation og nogle, der også var mere kreativt orienteret såsom "Designledelse". Jeg besluttede mig for, at spørge min daværende arbejdsgiver Trine fra COSTUME til råds. Hendes karriere lød nemlig spændende. Hun havde opbygget streetstyleplatformen og et community deromkring for COSTUME, og er nu webredaktør. Det er ikke præcis den vej jeg vil gå, men noget i den retning, derfor var hun uden tvivl den bedste jeg kunne gå til. Hun fortalte mig lidt om HA(kom.), som hun havde taget, og jeg undersøgte nærmere, og endte med at søge den - og komme ind.

HVAD FOR NOGLE FAG HAR MAN PÅ STUDIET?

Bacheloren består mest af fastlagte fag, men jeg har lige nu to valgfag, der er mulighed for udveksling og vi har et obligatorisk praktikforløb. Nu vil jeg lige nævne en lille række af de fag vi har: Strategisk kommunikation i mediesamfundet, Intern kommunikation i praksis, Ekstern kommunikation i praksis, Strategisk kommunikation i praksis, Medieudvikling og digital kommunikation, Organisationskommunikation, Almen kommunikation og Branding. "I praksis"-fagene er værkstedsfag, som adskiller mit studie en del fra andre uddannelser på CBS. Værkstederne er mindre hold, hvor vi laver en masse praktisk. Vi sidder f.eks. og arbejder på pressemeddelelser, arbejder på handlingsplaner, gennemgår kurser i at opbygge (simple) websites og (simpel) Photoshop. Generelt synes jeg studiet i alle fag har rigtig meget fokus på det praktiske aspekt, og det er noget jeg personligt bidder særligt mærke i.

Studiet er på et højt niveau, og man skal lære det akademiske sprog og færden. Videnskabsteori følger mig derfor også, men personligt synes jeg det er en spændende verden at grave sig ned i - selvom jeg ikke førsteprioriterer netop dette.

Det skal også nævnes, at det ikke er en ren kommunikationsuddannelse, så jeg har været igennem fag såsom "Mikroøkonomi", "Regnskab og økonomistyring" og "Afsætning". Det har for mig været noget der fulgte med, og selvom det ikke har været det fedeste, så synes jeg det giver en god forståelse for nogle meget grundlæggende ting i en virksomhed, som senere hen kan komme til nytte.

HVAD KAN MAN BLIVE, NÅR MAN ER FÆRDIG?

Man præger det rigtig meget selv med de valg man tager mht. jobs, valgfag, praktik osv. Jeg vil mene, at en idéel proffession med uddannelsen er "kommunikationskonsulent" - altså en person der rådgiver virksomheder om deres kommunikation. Kommunikation set som noget hvor man tager hånd om virksomheders omdømme, undersøger hvem der er interesseret i virksomheden, løser dens problemer, skaber reklamekampagner, laver PR og handlingsplaner f.eks.. Vi har også et stort digitalt fokus, så man kan f.eks. også vælge at gå den retning og arbejde på et digitalt bureau, med SoMe eller lignende. Jeg synes det er oplagt til bureaubranchen f.eks. reklamebureauer, mediebureauer, konsulentbureauer eller PR-bureauer men også private- eller offentlige virksomheder, som i har en kommunikationsafdeling. Store virksomheder arbejder ofte med både intern- og ekstern kommunikation. Vi har også organisatoriske fag, så ledelse og HR kan f.eks. også være meget oplagt.

Som i nok kan forstå, åbner selve uddannelsen mange døre. På kandidaten cand.merc.kom vælger man mellem fire retninger, nemlig "Ledelse og organisation", "PR og marketing", "CSR" eller "Digitale medier". På den måde får man mulighed for at specialisere sig og tilmed komme i praktik igen. Men her er det vigtigt at nævne, at man også kan vælge en masse andre spændende kandidatuddannelser alt efter hvad man vil specialisere sig med. Personligt tager jeg nok cand.merc.kom. Det skyldes, at jeg synes den er i god tråd med det jeg vil på lang sigt og at jeg har valgt valgfag indenfor marketing og kreative industrier i stedet for statistik og finansiering, hvilket lukker nogle muligheder for mig med mindre jeg tager supplerende fag..

STUDIELIV
Da jeg som jyde ret alene drog vejen til København, skal jeg ærligt indrømme, at et godt studieliv og nye venskaber var noget jeg håbede på. Ellers kunne det nok godt gå hen og blive nogle ensomme studieår. Min klasse havde et to ugers langt introforløb med hyttetur og abefester inden vi startede. Efter det forløb havde jeg allerede et fantastisk indtryk af klassen, som holder ved den dag i dag, hvor vi er på sidste år af bacheloren. Jeg synes ikke, i skal tage stereotypen om den typiske CBS'er alt for alvorligt. Jeg synes nemlig ikke folk virker bedrevidende, snobbede eller sådan noget - vi er rare mennesker, synes jeg. Det er også dejligt, at kunne dele interessen for kommunikationsverdenen med nogle ligesindede. Det er mine klassekammerater, jeg fester med, har madklub med og generelt hænger ud med om det er filmaften eller en tur på café.


 - Hvis i har andre spørgsmål eller kommentarer kan i bare bruge kommentarfeltet, så vil jeg besvare der :)

ROSKILDE FESTIVAL: OP- OG NEDTURE

Åh hvor jeg synes, det var synd for mig, at skulle vende tilbage til et almindeligt liv i forgårs. Men på mange måder var jeg også mættet af festival. Det er sjovt, som det er et had/kærlighedsforhold, når de vilde festival-dage er ovre. Tiden efter - altså i går og i dag - er blevet brugt på at arbejde. Der har været nok at se til - lad mig sige det sådan. Efter arbejde i går.. ja, der var netflix velfortjent!

Jeg tænkte, at jeg i dag, lidt utraditionelt for bloggen, ville give jer et mere personligt indblik i nogle af de op- og nedture årets Roskilde Festival har budt på:

OP: Jeg ankommer til køen til åbningen af pladsen alt for sent, men når lige ind i tide før de lukker for vest-indgangen - og finder mine venner, der har været der siden morgenstunden... kvindesnilde, i ved. Og æren går måske også til de flinke mennesker, der med en "Miedina"-skønsang fik sunget mig det sidste stykke vej. Stærkt.
NED: Opsætning af campen var en kamp... endte med at en af pigerne blev slået i hovedet og en røg på skadestuen...
OP: Så slemme var de heller ikke, dem vi endte med at slå os sammen med!
NED: Men pavillonen var godt fyldt op nogle gange.
OP: Jeg holdt træningen ved lige med dansen natten lang.
NED: Men de store mængder alkohol udrydder vist ovenstående sundhedsmæssigt ^
OP: Jeg har rørt MØ's røv!
NED: Der skete en masse lørdag, der gjorde, at jeg var lidt nede..
OP: Major Lazer fik rettet op på det med et brag af en fest! (Læs vildeste rave-party jeg nogensinde har oplevet...)
NED: ... men gik glip af Arctic Monkys.. fordi jeg sov..
OP: Som streetstyle-fotograf for Costume følte jeg mig både privilligeret men også lidt VIP af at fimse rundt i mediebyen og spotte kendisser.
NED: Eftersom jeg havde mistet min stemme lød jeg ret... tømmermændsramt.. super professionelt overfor dem jeg skulle have fat i til billederne..
OP: havde faktisk ikke tømmermænd...
NED: Jeg har græs- og støvallergi.
OP: Græsset blev helt slået ud i løbet af de første dage.
NED: Jeg mistede mine Rayban solbriller.
OP: Men min veninde fandt dem igen flere dage efter...... på bordet i lejrens egen pavillion. (ja, jeg følte selv, at jeg havde ledt alle steder!)
NED: Fik 1,5 times søvn natten til søndag.
OP: Men fuck det - Major Lazer havde startet en god fest, der gjorde dans til morgenstunden til et must.
NED: Jeg kan ikke twerke som Twerk Queen (som optrådte).
OP: Men jeg kørte i bus med hende på vej hjem til Nørrebro søndag..
NED: Dåse-makrel.. skal det uddybes?
OP: MEGA lækker mad på festivalpladsen.... virkelig!
NED: At der er et helt år til næste festival..
OP: Pigerne og jeg har aftalt post Roskilde aftener med alle vores nye traditioner!

Jeg var afsted med mine studie-kammerater og nogle vi tilfældigt campede med sidste år, og det har simpelthen været så hyggeligt. Jeg føler på mange måder, at vi lærer hinanden at kende på en helt anden måde, når vi er så intensivt sammen. For mig er Roskilde den helt perfekte getaway fra et privilligeret liv. Der er en eller anden frihed og accept, som bare er vildt fantastisk at opleve. Jeg vil helt klart anbefale langt de fleste at give slip nogle gange. Om det så er på en festival eller ej.

En ting er sikkert... jeg skal afsted igen næste år!

Følg mig på instagram: @miedina

Følg mig på facebook: /miedinablog

Følg mig på Bloglovin'

SYNES I, AT MODEBLOGGERE ER SELVCENTREREDE?

Det skal handle om modeblogging og om at virke selvhøjtideligt. Og så skal det handle om, hvordan jeg ser min egen rolle i dette selvudstillende miljø, og hvordan jeg tror mange tænker om det.

Jeg selv tænker ofte over denne problematik. Når jeg får chancen, elsker jeg at snakke om det. Jeg hader det faktum, at jeg i nogles øjne fremstår selvhøjtidelig på min blog, hvor jeg poster mange billeder af mig selv. Jeg går op i at opretholde en pæn facade herinde og udvælger de billeder, hvor jeg lige tager mig bedst ud. Det kan hurtigt opfanges som en selvcentreret ting at gøre. Jeg kan sagtens forstå, at i kan få et indtryk af, at det er en lidt egoistisk, selvicsenesættende og narcissistisk ting af mig at drive denne modeblog, som jeg gør.

Med sociale medier fremstiller vi alle i højere eller lavere grad os selv, fra en side vi gerne vil ses fra - det er en udvikling, som vi ikke kan nægte. Men det skal ikke handle om, at vi alle gør det. Det skal handle om, at jeg vælger at gøre det på en modeblog - og at jeg vælger, at gøre det med en lidt højere frekvens end de fleste andre gør på eksempelvis facebook.

Jeg ser ikke mig selv som narcissistisk. Tværtimod ser jeg mig selv som en pige med en god portion selvironi, og jeg anerkender da også mit chokolademisbrug. Jeg synes ikke, at jeg er idealet. Jeg er ikke en supermodel, jeg er ikke rig og så har jeg ikke en uddannelse, der gør mig til ekspert i styling. Jeg er på mange tænkelige måder bare en helt almindelig studerende i København med lidt studiearbejde ved siden af.

Hele denne gennemsnitlighed mikset sammen med en fremstilling af gennemsnitligheden som værende noget særligt gennem bloggen, det bryder jo radikalt med vores kære jantelov. Og når man bryder med denne fasttømrede sag, så skal man stå klar med de gode grunde.. men det mener jeg faktisk, at der er.

Indtil nu har jeg ikke ligefrem fremstillet mig selv, min blog eller modebloggere generelt i et særligt positivt lys.. Men jeg synes helt reelt, at jeg har noget at byde på, hvilket også gælder for mange af de andre modebloggere, jeg delvist indblander i denne sag.

Jeg interesserer mig for mode og det stilunivers, der følger med, jeg drømmer mig væk i den luksus, jeg ser i kulørte blade og smukke modekampagner. Men det er ikke min realitet - det er jeg jo slet ikke rig nok til. Jeg interesserer mig mest af alt for personlig stil, for at udnytte min garderobe bedst muligt, at se forskellige stylingsmuligheder i mit tøj og klæde mig efter hvad jeg synes får det bedste frem i mig.

Jeg vil gerne tage mode og stil ned på et niveau, hvor i kan relatere til, at ASOS og H&M er det gode alternativ til Chanel og Stella McCartney sidst på måneden. Jeg har jo nok i bund og grund meldt mig ind i netop modeblog-fællesskabet, da jeg mener jeg har en personlig stil og gode (spare)tips, som nogle måske kan inspireres af. Det er i hvert tilfælde noget, som jeg går og håber på.

Dertil giver bloggen mig en unik mulighed for at dyrke min interesse for fotografering og udtrykke en mere kreativ side af mig selv, som jeg måske ikke har mulighed for i min hverdag. Og så kan jeg rigtigt godt lide, at det hele er så demokratisk - vi vælger at følge netop de bloggere, der kan imponere os individuelt. Vi giver hver især vores mening til kende med likes og kommentarer. Jeg stiller, med bloggen, mig selv til skue for ros men også overfor kritik. - Og jeg elsker når i involverer jer.

For mig bliver formen uhøjtidelig, når jeg står med min lidt chokofyldte ikke særlig model-agtige krop i en outfitpost og svinger rundt med en jakke fra Zara, som jeg kun har givet 400 for. Samtidigt forestiller jer måske, at jeg nok også sveder lidt, for puh hvor må det være varmt i den jakke i 18 grader.. ja så føler jeg, at vi er på bølgelængde. Men jeg ved i virkeligheden ikke, om det er det i tænker - og hvis i ikke tænker på det med sveden, er det da også kun godt ;)

Det jeg gerne vil høre er, om i synes min blog til tider kan virke selvoptaget. Og så vil jeg gerne vide, hvad der for jer, er vigtigt for, at en modeblog kan få jer til at føle jer på bølgelængde med bloggeren.

Følg mig på instagram: @miedina

Følg mig på facebook: /miedinablog

Følg mig på Bloglovin'

MØS TIL JER

Kender i det med, at dagene bare flyder afsted - at man har booket kalenderen fra morgen til aften? Egentlig kan jeg rigtig godt lide, at være travlt beskæftiget, men kan også mærke på mig selv, at jeg glæder mig til, at det bliver søndag, og dagen bare står på fri og hygge med en god ven og ikke arbejde, eksamenslæsning/skrivning og blogevents - selvom det sidste vist ikke er noget jeg kan klage over. Det er da alt for dejligt at blive forkælet - og ikke mindst at få snakket lidt med en masse andre bloggere.

Jeg er virkelig taknemmelig for at være en del af dette blogger-community og være i kontakt med så mange spændende personligheder. Jeg kan næsten tænke mig, at i er nogle bloglæsere derude, der også synes det er lidt et sjovt syndrom med at bloggere er sammen med andre bloggere.. Det er vel i bund og grund et spørgsmål om, at vi alle godt kan lide, at være i selskab med nogle, vi deler interesser med?

Og så vil jeg lige dele en bette mysser i min "nye" vintage skjorte i flotte blomstrede omgivelser. I får det fordi i er skide dejlige, og det siger jeg alt for sjældent.

Følg mig på instagram: @miedina

Følg mig på facebook: /miedinablog

Følg mig på Bloglovin'